Danske Hospitalsklovne

Skaber leg og sprækker af lys, når livet på hospitalet gør ondt

Vi vil bidrage til at skabe livsglæde og styrke modet hos indlagte børn 

Når børn bliver syge og indlagt, bliver hverdagen vendt på hovedet. Hospitalsklovnene er der for at bringe smil, tryghed og leg ind i en svær tid – og det gør en kæmpe forskel. Med humor og nærvær skaber klovnene øjeblikke, hvor børn kan glemme sygdom og i stedet bare være… børn. Det styrker modet og giver overskud til at komme igennem behandlingen.

De Danske Hospitalsklovne

Består i dag af 70 specialuddannede klovne, der hver dag besøger børneafdelinger, børne- og ungdomspsykiatriske afsnit og specialområdet på hospitaler i hele landet. Her skaber de tryghed, livsmod og smil hos syge og sårbare børn – midt i en hverdag, der ellers kan være præget af angst, smerte og uvished.

Hospitalsklovnene er med, når børn skal have taget blodprøver, i narkose eller blot har brug for et frirum med nærvær og leg. De arbejder tæt sammen med sundhedspersonalet og skaber sprækker af lys, når det hele er allersværest.

Det hele begyndte med én klovn og en stærk tro på, at latter og menneskeligt nærvær kan hele. I dag – over 20 år senere – er Danske Hospitalsklovne en professionel forening med høj faglighed og en vigtig rolle i sundhedsvæsenet. Klovnene gør en konkret forskel for tusindvis af børn og deres familier hvert år.

Derfor giver det mening at støtte Danske Hospitalsklovne – for når børn bliver syge, har de allermest brug for at kunne være børn.

Vil du også være med?